Julelys er en fællesbetegnelse for alle de lys, der hører julen til. I Danmark er de almindeligste julelys lysene på juletræet juleaften.
Mange steder er juletræslys udskiftet med elektriske lyskæder grundet brandfaren, men mange steder holdes der stadig fast i den gamle tradition med levende lys på juletræet. Juletræslys er normalt røde eller hvide, men fås også i andre farver f.eks. guld og sølv. Lysene sættes fast på træet med dertil indrettede lysholdere.
Ud over juletræslysene findes også kalenderlyset, der brændes ned gennem december med en nedtælling til juleaften angivet i stearinen. Mange hjem har ud over kalenderlyset flere juledekorationer med levende lys og de fleste familier laver også deres egen adventskrans. Kransen er traditionelt udstyret med fire julelys, hvor der gradvist tændes flere og flere lys alt efter hvor mange søndage der er tilbage til jul. Til Luciadag den 13. december bærer luciabrudene lys - ofte som en lyskrans på hovedet, og som en lysbuket i hånden.
De senere år er det blevet mere og mere populært i Danmark at dekorere med julelys udendørs. Elektriske lyskæder til brug udendørs findes i mange variationer, i mange farver og med eller uden blink. De fleste nøjes med en enkelt eller to lyskæder med hvidt lys viklet om et par buske i forhaven. Men oftere og oftere ses også hele huse pyntet med lys og figurer. Mange butikker betaler ind til en fælles julelyskasse, hvorfra der betales til juleudsmykning med opsætning af elektrisk lys og guirlander i hele gaden i julemåneden.